Vedtægter

Vedtaget den 05.02.2005

§1. Foreningens navn
Foreningens navn er Jonstrupvangs Venner. Adressen er Jonstrupvang Bebyggelsen, Chr. Hauchs Allé 11, 3500 Værløse.

§2. Foreningens formål
At medvirke til at skabe grundlag for så interessante og afvekslende rammer og miljø for Jonstrupvangs beboere som muligt.

Formålet søges tilgodeset ved i samarbejde med Jonstrupvangs beboere, medarbejdere og ledelse at iværksætte og gennemføre aktiviteter som udflugter, fester, sociale arrangementer, foredrag/undervisning og andre aktiviteter, som findes egnede til at tilgodese formålet.

Som et led i foreningens aktiviteter tilstræbes endvidere at yde pårørenderelateret rådgivning til nye beboere og deres pårørende samt til beboere, der på grund af geografisk afstand eller andre årsager ikke har nær kontakt til familie/pårørende.

§3. Foreningens medlemmer
Alle, der kan gå ind for foreningens formål, kan optages som medlemmer.

§4. Medlemskontingent
Medlemskontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet opkræves hvert år i februar måned.

§ 5. Regnskabsåret
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

§ 6. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år i februar måned med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg til bestyrelsen samt suppleanter.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.

Bestyrelsen indkalder med 3 ugers varsel til generalforsamlingen med angivelse af dagsorden.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Sådanne forslag vil af bestyrelsen blive udsendt til medlemmerne eller præsenteret på generalforsamlingen, såfremt det tidsmæssigt ikke er muligt at udsende dem inden.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved almindeligt stemmeflertal, uanset de fremmødtes antal. Dette gælder også beslutninger vedrørende vedtægtsændringer, når information om sådanne ændringer er udsendt til medlemmerne.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, hvis mindst 10 medlemmer fremsætter anmodning herom til formanden. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes med mindst 1 uges varsel til medlemmerne, men inden 4 uger efter fremsættelsen af anmodning herom. På ekstraordinære generalforsamlinger kan alle beslutninger træffes med almindeligt stemmeflertal og uanset antallet af fremmødte.

Afstemning sker ved håndsoprækning eller anden éntydig tilkendegivelse, som godkendes af dirigenten. Hvis blot én af de stemmeberettigede ønsker skriftlig afstemning, skal dette ske.

Stemmeberettigede er alle medlemmer, der på generalforsamlingstidspunktet ikke er i restance for det sidst afsluttede regnskabsår.

§7. Foreningens bestyrelse
Foreningens bestyrelse består af indtil 9 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen.

Af bestyrelsens medlemmer vælges mindst 5 blandt de pårørende. Herudover vælges senest 1 uge før generalforsamlingen et medlem af og blandt gruppen af beboerne, som på generalforsamlingstidspunktet er medlem af  Jonstrupvangs Venner, og Jonstrupvangs ledelse meddeler inden for samme tidsfrist, hvilken repræsentant for personalet, der indtræder i bestyrelsen.

Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær, som alle vælges blandt de pårørende.

Til bestyrelsen vælges desuden 2 suppleanter, der har møderet, men ikke stemmeret ved bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen kan herudover invitere andre til at deltage i bestyrelsens møder med henblik på information eller andre formål.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde mindst 6 gange årligt.

Foreningen Jonstrupvangs Venner hæfter for eventuelt underskud, men ingen enkeltperson i foreningen, bestyrelsen eller udvalg m.m. kan gøres ansvarlig for lovligt udførte dispositioner i foreningens tjeneste.

Foreningen tegnes af formand eller næstformand i forening med kassereren. Bestyrelsen kan dog give kassereren fuldmagt til at hæve og indsætte på de af foreningen oprettede konti.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er til stede.

Der skrives referat ved alle bestyrelsesmøder. Referatet skal godkendes af bestyrelsen på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen og suppleanter er pålagt tavshedspligt i lighed med medarbejdere i det frivillige sociale arbejde.

§8. Udvalg under foreningen
Bestyrelsen kan nedsætte de udvalg, der skønnes behov for til varetagelse af foreningens formål.

§9. Foreningens ophør
I tilfælde af, at der på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger – med almindeligt flertal – træffes beslutning om foreningens opløsning, skal de til enhver tid værende kontante beløb og andre aktiver, som tilhører foreningen, anvendes til fordel for Jonstrupvangs beboere.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 5. februar 2005.